Arbejdsprincippet om dispergeringsmiddel inkluderer hovedsageligt følgende aspekter:
Adsorption: Spredtemidler producerer adsorption på overfladen af faste partikler gennem deres unikke molekylstruktur og kemiske egenskaber og forbedrer derved markantens befugtbarhed. Når polymerspredningsmidler adsorberes på faste partikler, dannes et adsorptionslag på deres overflade, hvilket ikke kun øger ladningstætheden på overfladen af partiklerne, men øger også den steriske hindring og reaktionskraft mellem partiklerne.
Dobbeltlagsstruktur: I vandbaserede belægninger adsorberes dispergeringsmidler selektivt på grænsefladen mellem pulver og vand for at danne en dobbeltlags struktur. Anioniske dispergeringsmidler ioniseres i vand til dannelse af anioner, som adsorberes på pulveroverfladen. Efter at sprederen er adsorberet på overfladen af pulverpartikler, adsorberes anionerne tæt på overfladen af partiklerne og kaldes overfladeioner; Ionerne med modsatte ladninger i mediet kaldes modioner, der kombineres med overfladeionerne gennem elektrostatisk virkning. På denne måde dannes et dobbeltlag mellem overfladeioner og modioner, og partiklerne forhindres i at aggregere ved elektrostatisk frastødning.
Repulsive krafteffekt: Dispergerende molekyler har hydrofile og hydrofobe regioner. Micellestrukturen, de danner i opløsningsmidlet, kan pakke faste partikler og frembringe en frastødende krafteffekt, så partiklerne opretholder en bestemt afstand. Sterisk hindringseffekt Charge Effect: Nogle dispergerende molekyler har ladninger på deres overflader, som kan afvise partikler gennem elektrostatisk frastødning for at forhindre aggregering.